Vi har nok Københavns hyggeligste lokaler, et af dem er udstyret med kakkelovn og alkove. Fra borde ved vinduet kan man følge livet på gaden.
Væggene er udsmykket med originaltegninger af tidligere tiders originaler. Kunstneren var død før den nuværende ejer samt webmasteren kom til - ellers ville begge disse to også være afbilledet.
Vi har en bar hvor de hårdnakkede stamgæster ofte insisterer på at sidde. De mener (fejlagtigt) at det er lettere at få kontakt med personalet her.
Der er et sindrigt system af døre som fører fra det forrige ind til det næste lokale , så man kan gå rundt i huset. Det er faktisk hændt, at gæster er gået rundt i timevis uden at finde deres bord. Det skyldes nok ikke stedets størrelse, men har formentlig andre årsager.